Henning Stampe-Degn: Øv, jeg hader det!

Tandlægen spørger mig venligt, hvor jeg skal hen i sommerferien.
”E ee æ ee æuu”, siger jeg. Jeg ligger i tandlægestolen med munden fyldt med tamponer og slanger og et sug, der konstant lyder, som når man med sugerør prøver at få det sidste op af sjusglasset. Tungen er fastlåst i situationen.

Det føles ynkeligt at ligge dér og skulle svare på tandlægens spørgsmål. Pludselig besvimer jeg. Tandlægen får liv i mig og fortsætter med at bore. Jeg besvimer igen. Efter tredje besvimelse opgiver han. Bemærker dog spøgefuldt, at jeg tegner til at blive et smukt lig. Foreslår, at jeg får lattergas, så han kan blive færdig med mine tænder. Jeg accepterer. Jeg bliver knokkelfuld af lattergassen. Tre kvarter senere erklærer han, at jeg er færdig. Jeg føler det, som havde jeg en tolv hestes brandert på. Hans stemme er fjern, men jeg hører meldingen: ”Du er færdig”. Som gårdsanger, tænker jeg. Følelserne er intakte.

”Sikke mange morsomme historier, du kan fortælle, når du får lattergas”, bemærker min tandlæge og tilføjer belærende, at jeg bør besøge ham regelmæssigt. Så vil der ikke være så meget at reparere.
Af frygt for repressalier erklærer jeg mig enig i dette synspunkt. Jeg kan høre, min stemme lyder falsk, for jeg har allerede besluttet, at jeg ikke vil til tandlæge igen, før jeg får en uudholdelig tandpine. Forhåbentlig først om fem eller ti år.

Sig mig en gang, alle I med tænderne i behold. Kan I lide at komme til tandlæge? Nå ikke.
I bryder Jer heller ikke om lugten på trappeopgangen, ventetiden, alle de uhyggelige instrumenter og deres lyde, de ulidelige smerter? I mener, I lider af tandlægeskræk? Hm.
Ægte tandlægeskræk kan udvikle sig til en såkaldt fobi. En sådan tilstand er kendetegnet ved, at den tvinger vedkommende til at foretage sig bestemte handlinger eller at undlade at gøre visse ting, som for eksempel at gå til tandlæge regelmæssigt.
Ganske vist er det almindeligt at sige til venner, arbejdskolleger eller hvem, der gider høre på det: ”Øv, jeg skal til tandlæge i dag. Jeg hader det!” Men, det er ikke fobi. Det er koketteri.

Min barndoms skoletandklinik lå i en gade i den indre by. Alene gadens navn, ”Graven”, var nok til, at ens barnlige fantasi begyndte at male skræmmende billeder. Resten klarede velmenende kammerater med rædselsberetninger fra klinikken.
Min erindring om anbringelse i et lille mørkt rum sammen med to stramtandede tandlæger, fordi jeg nægtede at åbne munden, stammer fra den tid. Bag lukkede døre tvangsåbnede tandlægerne min mund og fik anbragt et stykke træ, der hindrede, at munden kunne lukkes. Derefter blev behandlingen gennemført, medens mine arme blev holdt fast. Imens sad min mor uden for på gangen. Jeg ønskede så inderligt, at hun ville komme mig til hjælp, men det skete ikke. Den slags oplevelser og gentagne, smertefulde borende stik med et spidst instrument - formentlig i pædagogisk øjemed - ned i nye huller i tænderne, indgik i grundlaget for den fobi, jeg udviklede.

Efterhånden som jeg blev ældre, erkendte jeg eksistensen af og årsagen til fobien, og mine handlinger var i overensstemmelse med den. Jeg holdt mig væk fra tandlæger.
På et tidspunkt overvejede jeg seriøst at få ryddet hele brødklaveret. Tænk, hvis man kunne klare sig med at putte sin tandprotese i en prøvekuvert og sende den med posten, når tandlægen havde indkaldt til det halvårlige eftersyn!
Efter lattergaskæferten gik der omkring femten til tyve år, hvor jeg kun aflagde tre-fire besøg hos skiftende tandlæger for at få rykket smertende tænder ud. Det tyndede ud i rækkerne.

Situationen var kritisk. Enhver kunne se, hvor det bar hen. Også jeg. Jeg lod det bare ske.
Kom man til at smile, åbenbaredes et tandsæt, der mindede om en dåse med blandede bolcher. En dag knækkede den ene store fortand. Løbet var kørt.
Jeg er sikker på, at rigtig mange mennesker, er eller har været i samme situation. Er man henvist til i fuld narkose at få ryddet munden? Er det eneste udvej? Nej, der er hjælp at hente.

Århus Amts Tandlægeforening kan oplyse, hvilke tandlæger der har uddannet sig til at tage sig af patienter med tandlægeskræk. Efter tre måske fem besøg hos sådan en specialist er de fleste kureret. Alle tvangsforestillinger og myter er fjernet. Man smiler igen. Og man går regelmæssigt til tandlæge.
Men tro endelig ikke, det er rart. Jeg hader det. Øv!

Bragt i Århus Stiftstidende