Flemming, 78 år: Min tandskræk blev overvundet

Blot 10 år gammel fik jeg mit livs første tandpine. I vort lille tjenestemandshjem var tandlæger en luksus, så jeg havnede, ledsaget af min mor, hos vor huslæge i den sydsjællandske købstad. Dr. Ingerslev behøvede kun at kigge på min pinefulde kindtand, før han udbrød: Ja, den ser ikke godt ud. Han fandt en tang i værktøjskassen, plantede sit ene knæ på mit bryst som eneste form for bedøvelse og trak min få år gamle tand ud. Vræl og blod - men du er vel nok en stor dreng, trøstede han mig. Som pæn FDF’er undlod jeg at bande stygt.

Seks år senere: Otte måneders hospitalsophold med kartoffelmos, morfin og intravenøs påfyldning af glukose som næsten eneste ernæring kostede fjernelse af endnu fire kindtænder, da jeg kom på benene - dog hos en rigtig menneske-tandlæge.

Langvarigt tysk fangenskab pyntede heller ikke på tandpastasmilet, og efter krigen med 100 kroner i månedsløn var en tandklinik ikke det første sted i byen, en journalistelev opsøgte, når munden trængte til at blive skyllet. Jeg havde for altid fået et skævt forhold til tandlæger og mindes med gru de langsomt kørende boremaskiner med snoretræk, når et krater i en tand nødvendigvis skulle fyldes.

På mine gamle dage trængte jeg efterhånden til en hovedreparation. Min tapre kone havde klaret den store tur på Odontologisk Institut i Århus og forsøgte forgæves at få mig med på holdet. Først da hun var død, fandt min datter, hvis skræk for tandlæger overstiger min, frem til Rikka Poulsen. Lige en tandlæge for dig, jublede hun.

En far kan da ikke vise sig som en bangebuks over for sin datter, og jeg meldte mig til et møde hjemme hos Rikka Poulsen, fjernt fra boremaskiner og pinebænk. En stilfærdig samtale med alle mine dårlige undskyldninger for at have forsømt mine tænder. Rikka - tålmodigt lyttende uden overhovedet at ville se mit tandsæt - forberedte mig omhyggeligt på behandlingen og forklarede alt om nutidens avancerede smertebehandling.

Første dag i “stolen” gik blot med en grundig undersøgelse. Allerede da følte jeg mig tryg, for jeg havde oplevet Rikka Poulsen som “civil” og konstateret, at hendes sprogtone fra Nordsalling udstrålede en sindsro, der fik mig til at tænke på Jeppe Aakjær og de smukke, blide landskaber omkring Mors og Salling.

Jeg skulle have fjernet tre stumper af brækkede fortænder ved næste besøg, vel forsynet med beroligende midler at indtage før behandlingen. Bedøvelsen fjernede enhver smerte, da Rikka forbavsede mig ved at konstatere: Nu er de to første klaret. Jeg havde intet ubehag mærket. Lige så gelinde gik det med den sidste tandstump uden brug af en dramatisk tang. Blodbad så jeg intet af.

Det er nu to år siden. En flot delprotese skjuler min fortids synder. De regelmæssige eftersyn siden da forløber lige så smertefrit og grundigt som det store indgreb. Jeg føler ikke, at jeg snyder samfundet for forlystelsesskat, når jeg besøger klinikken, men fortryder, at jeg ikke forlængst fandt frem til den tandlæge, der har givet mig en så skånsom og effektiv behandling.

Rikka Poulsens hemmelighed er svær at definere. Vel er hun uddannet gestaltterapeut, men hendes særpræg bunder dybest set i hendes evne til at skabe et tillidsfuldt forhold til sine patienter, til at afdramatisere det, som min generation altid har set hen til med rædsel, og til at forklare, at moderne odontologi råder over så mange humane hjælpemidler. Specielt for et hankønsvæsen skader det heller ikke, at tandlægen har et dejligt smil, også charme, der smitter af på hendes ansatte. Rikka Poulsen er helt enkelt menneske, før hun er tandlæge.